Randers-anfører: Intet fungerede

- Vi er en del af nedrykningskampen

Søndag eftermiddag blev en pointmæssig skidt start på foråret blot endnu værre for Randers FC, da kronjyderne tabte med hele 0-3 på hjemmebane til Esbjerg. Det betyder, at randrusianerne nu er rykket ned under Superligaens nedrykningsstreg.

Randers-anfører Christian Keller anerkender da også, at hans mandskab er i overhængende nedrykningsfare.

- Jeg har betragtet os som en del af nedrykningskampen i lang tid - ikke kun efter i dag (søndag, red.). Når man ikke vinder, så rykker man jo hele tiden tættere på bunden, og der bliver færre og færre kampe, siger Christian Keller og tilføjer:

- Hvis vi spiller, som vi gjorde i dag mod FC Midtjylland, så rykker vi ned. Men jeg nægter at tro på, at vi kan spille så ringe i alle de resterende kampe.

Se: Tabte igen på eget græs

Randers FC har generelt haft et okay forår rent spillemæssigt, men pointhøsten har været katastrofal for Keller og co. Nu håber anføreren, at hans holdkammerater vil bringe mere fight og vilje ind i kampene.

- Vi har jo ofte spillet fint, men vi har ikke fået de ønskede resultater. Mod FC Midtjylland var der til gengæld intet, der fungerede, hverken med hensyn til fight, godt spil eller point.

- Vi må tilbage på træningsbanen. Vi skal have justeret mange ting, men først og fremmest må vi starte med at ofre os noget mere i kampene. Vi må virkelig se i øjnene, at vi skal give den 110 procent, hvis vi vil vinde nogle fodboldkampe, siger Christian Keller.

I næste runde venter en vanskelig kamp for Randers FC, når de skal besøge AGF i Aarhus. Her har kronjyderne revanche til gode mod den østjyske storebror.