Randers-anfører forlænger
Christian Keller bliver i folden
Christian Keller, der er anfører i Randers FC, har forlænget aftalen med klubben, så kontrakten nu løber frem til sommeren 2016.
Og forlængelsen sker som en naturlig del af den udvikling, som Randers FC er inde i, mener sportschef Peter Christiansen.
- Kontraktforlængelsen med Keller sker som en helt naturlig konsekvens af den udvikling, vores fodboldhold er inde i og for den proces og de udfordringer, vi ser for Randers FC fremadrettet. Han er et stabil, hårdtarbejdende og et særdeles dedikeret omdrejningspunkt i vores gruppe af spillere, siger Peter Christiansen i en pressemeddelelse.
Søndag indtog 34-årige Christian Keller sin midtbaneposition i kamp nummer 100 for Randers FC, da holdet tabte 1-0 til FC København.
Og hovedpersonen er naturligvis også selv glad for forlængelsen.
- Det var dejligt for mig, at Randers FC tidligt kom med et ønske om forlængelse. Så længe Randers FC har lyst, og jeg samtidig selv har både lysten og motivation til at fortsætte, var der kun én ting for mig at gøre, og det var at forlænge aftalen, siger Christian Keller.
Christian Keller og resten af Randers-mandskabet indtager en tredjeplads i Superligaen efter 11 spillerunder.