Randers-anfører om farlige dødbolde: Vi har fundet opskriften

Randers er 3F Superligaens farligste hold på dødbolde. Det er bevidst, fortæller holdets anfører, Erik Marxen.

Randers FC vandt søndag med 2-1 over Lyngby. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Randers er 3F Superligaens mest scorende hold på dødbolde med 11 mål, og ifølge holdets anfører og hjørnesparkstager Erik Marxen er dødbolde noget, holdet har haft fokus på, fordi de betyder så meget i fodbold.

- De hold, der er gode på dødbolde, får bare typisk gode sæsoner. Da FC Midtjylland blev mestre, var holdet Europas bedste på dødbolde. Man ser også tit, at de hold, der rykker ned, har problemer på dødbolde, siger han.

Læs også Randers vinder over Lyngby trods hektisk afslutning

- Så vi er bevidste om, at hvis vi er skarpe der, så har vi lagt fundamentet for en god sæson, siger Marxen.

Ifølge anføreren kan dødboldsmålene også opveje, at holdet kan have svært ved at spille sig igennem modstandernes forsvar.

De hold, der er gode på dødbolde, får bare typisk gode sæsoner.

Erik Marxen, anfører, Randers FC

- Vi er nok ikke så dygtige i det etablerede spil, som nogle af de andre hold, så vi kan kompensere på det punkt og få lavet de mål, som er påkrævet, siger han.

Holdet har ifølge Marxen fundet en opskrift, der fungerer. Marxen chipper bolden tæt ind på målmanden, og Simon Piesinger og Marvin Egho arbejder sammen tæt på målet.

- Vi har fundet en opskrift, som er effektiv, hvor de hjælper hinanden inde foran mål, så målmanden har svært ved at komme ud. Hvis bolden så ligger, hvor vi har aftalt, er der god sandsynlighed for, at den går i mål.

André Rømer i aktion i søndagens hjemmekamp mod Lyngby. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Samme opskrift

Opskriften er den samme hver gang, og derfor er der ifølge Randers-træner Thomas Thomasberg heller ikke noget overraskende ved den måde, holdet sparker dødbolde på.

- Modstanderen kan jo se, hvad vi har gjort de seneste ti kampe, men hvis kvaliteten er god, er det ligegyldigt, siger han.

Han mener, at det bliver selvforstærkende, at Randers er gode til at sparke dødbolde.

- Hvis modstanderen tror, det er farligt, så bliver det også farligt, siger han.

Randers var også tæt på at score på et hjørnespark mod Lyngby søndag, og ifølge Lyngbys målmand Thomas Mikkelsen havde holdet haft fokus på Randers' dødbolde inden kampen.

- Randers scorer mange mål, når Marxen chipper den ind, så vi forsøgte at stille vores stærkeste headere i de zoner, vi vidste, de ville sparke den ind i, siger han.

Kampen endte med en 2-1-sejr til Randers.

VIDEO: Mod Lyngby stod Randers FC-keeperen Jonas Dakir en god kamp i fraværet af den sædvanlige førstemålmand, Patrik Carlgren. Men hvordan foregår målmandstræningen i Randers FC? Få svaret her:

Målmandstræning helt tæt på | Randers FC | Skipperligaen