Ramsland vinder litteraturpris
Århus-forfatteren Morten Ramsland er blevet hædret med Danske Banks Litteraturpris.
Ramsland får prisen, der er Danmarks største skønlitterære bogpris, for sin roman "Sumobrødre" i forbindelse med åbningen af bogmessen i Forum.
Morten Ramsland var nomineret til Danske Banks Litteraturpris af den faglige jury sammen med forfatterne Ib Michael og Maria Helleberg.
Men den endelige afgørelse om, hvem af de tre nominerede forfattere, der skulle løbe med førsteprisen på 300.000 kroner, er truffet af de mere end 31.000 læsere, der i år har stemt på deres favoritforfatter.
Ib Michael og Maria Helleberg modtager hver 50.000 kroner.
Morten Ramsland er cand.mag. i dansk og kunsthistorie og debuterede i 1993 med digtsamlingen "Når fuglene driver bort".
Hans gennembrudsroman "Hundehoved" er solgt i mere end 250.000 eksemplarer og har blandt andet indbragt ham Læsernes Bogpris og De Gyldne Laurbær.