Rambuktyve stjal undertøj
Rambuktyve stjal dyrt undertøj og parfume, efter at de i nat smadrede vinduespartiet i dametøjsforretning i Galten.
Ukendte gerningsmænd benyttede i nat en stor BMW til at smadre vinduespartiet i en dametøjsforretning i Galten. Tyvene stillede ved halv tre-tiden to paller op foran vinduerne ved en Kate-forretning i Søndergade, og herefter kørte de BMW'en direkte ind mod pallerne.
Med et smadret vinduesparti havde tyvene let adgang til forretningens ekslusive varer, og det lykkedes dem at få en stor mængde dyrt undertøj samt en del parfume med sig derfra. Det er dog endnu uvist, præcis hvor meget gerningsmændene fik ud af tyveriet.
Århus Politi har foreløbig ingen mistanke om, hvem der står bag det voldsomme rambuktyveri. Senere på natten fandt politiet en udbrændt, stjålet BMW 750 ved jernbaneoverskæringen ved Hårvadsvej i Hadsten Kommune, og det kan mulivis være den samme bil, der blev benyttet under indbruddet i Galten mellem Århus og Silkeborg.
Det er ikke første gang, at Kate-butikken i Galten er plaget af indbrud. Den ekslusive forretning ligger en smule afsides, og selv om der er installeret alarmer, er den et yndet mål for indbrudstyve. Århus Politi vil gerne i kontakt med personer, der har informationer i sagen. Det kan ske på telefonnummer 87 31 14 48.
TV 2 / Østjylland har mere om rambuktyveriet i aftenens udsendelser.