Rambuktyve kørte fra politiet
Seks patruljevogne kunne ikke følge med, da indbrudstyve stak af på Djurslands-motorvejen efter indbrud i butik i Egå.
Tyvene brød ved halv to-tiden natten til torsdag ind i forretningen Surfline på Gåseagervej i Århus-forstaden Egå.
Gerningsmændene brugte en stjålet VW-Golf som rambuk, hvorefter de forsynede sig med sportsbeklædning af blandt andet mærkerne Peak Performance og Volcom. Det oplyser vagthavende ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet rykkede ud i samme øjeblik, alarmen gik i gang. De i alt seks patruljevogne havde i begyndelse kontakt med tyvene, men på Djurslandsmotorvejen lykkedes det gerningsmændene at køre fra politiet.
Tyvene kørte i en grå BMW-stationcar og en sort Medercedes-firehjulstrækker, hvis registreringsnummer begynder med bogstaverne 'VU'.