Rally for alle - far og søn har kørt rally i 30 år
Til TorsdagsRally i Horsens kan alle med bil og kørekort være med. Kurt Mejer og sønnen Heino har kørt rally i 30 år.
Benzin, brændte dæk og adrenalinkick.
Det er nogle af de vigtigste ingredienser, når der torsdag aften afholdes TorsdagsRally i Horsens.
Læs også
Her kan alle interesserede – med eller uden forudgående kendskab til sporten - dukke op og teste deres evner bag rettet i egen bil.
- Vi gør det for at udbrede kendskabet til rallysporten, og alle med en bil og et kørekort kan være med, siger medarrangør Niels Erik Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Fart og spænding
To, der til gengæld har et stort kendskab til sporten, er Kurt Mejer og sønnen Heino Mejer, der sammen har kørt rally i 30 år.
- Det er farten og spændingen, der driver mig, fortæller Kurt Mejer.
Han har kørt rally i 40 ud af sine 71 år, og han har tænkt sig at blive ved så længe, han kan.
Under ordnede forhold
I den anden ende af skalaen kan man finde horsensianeren Andreas Varde, der er mødt op til TorsdagsRally for første gang.
- Jeg er lidt nervøs for, hvordan det kommer til at gå, for det er noget af en skrotbunke af en bil, jeg har, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Skrotbunke eller ej. Efter en rally-tur i egen bil overvejer Andreas Varde nu at melde sig ind i klubben.
Læs også
Ud over at vække folks interesse for rally, håber arrangørerne også på at kunne tiltrække områdets fartbøller med aftenens arrangement.
- Her har man mulighed for at få sin fartdjævel afprøvet under ordnede forhold, lyder det fra medarrangør af TorsdagsRally, Niels Erik Jørgensen.