Ralf: "Faxe" udskifter for meget

Det går ikke godt for Randers FC i øjeblikket. Holdet ligger under stregen, og det er trænerens skyld, mener tidligere anfører.

Randers FC befinder sig i øjeblikket i noget, der ligner en krise. Fire kampe har kastet ét point af sig, og kronjyderne har indkasseret ti mål.

Fodboldeksperten Jesper Thygesen peger på et dårligt forsvar, som årsagen til randrusianernes misære. Men det er tidligere forsvarskrumtap og anfører i Randers FC, Ralf Pedersen, ikke enig i.

- Jeg har selv spillet sammen med Issah Ahmed og Robert Arzumanyan, og de er i hvert fald begge dygtige spillere. Nu så jeg kampen mod AGF, som nærmest blæste igennem midten af banen, og så kan du altså være nok så god en centerforsvarer uden at kunne gøre ret meget fra eller til, siger Ralf Pedersen til Randers Amtsavis.

Pedersen undrer sig til gengæld over de mange udskiftninger i det centrale forsvar.

Ralf Pedersen spiller nu for Viborg.