Rajko Lekic vil være SAS Liga-topscorer
Silkeborg IF-angriberen Rajko Lekic mener selv, at han har gode chancer for at blive topscorer i SAS Ligaen.
Med Brøndby-angriberen Morten 'Duncan' Rasmussens forestående skifte til skotske Celtic, har Rajko Lekic en konkurrent færre i kampen om at blive SAS Liga-topscorer.
Rajko Lekic spillede et stærkt efterår for Silkeborg og er nummer tre på SAS Ligaens topscorerliste med 10 træffere - kun overgået af Morten 'Duncan' Rasmussen og OB's Peter Utaka, der godt måtte forlade dansk fodbold, hvis det står til Lekic.
- Nu skal jeg bare lige have Utaka væk, så for min skyld må han også godt blive solgt, siger Lekic til B.T. og fortsætter:
- Jeg går helt sikkert efter titlen. Det er et stort mål for mig, og det kunne være en stor drøm at blive topscorer. Det bliver selvfølgelig svært, men hvis vi i Silkeborg kan præstere som i efteråret, så er chancen der helt sikkert.