Rajko Lekic drømmer ikke om VM-plads

Selv om Rajko Lekic nu er på ligalandsholdet, tør Silkeborg-angriberen ikke drømme søde drømme om en VM-plads.

Rajko Lekic blev mandag udtaget til ligalandsholdets tur til Thailand, efter at AGF's Michael Lumb havde meldt afbud p.g.a. sit skifte til russisk fodbold.

Trods udtagelsen til ligalandsholdet opbygger Silkeborg IF-angriberen ikke falske forhåbninger for sig selv.

Han ved godt, at han er med på yderste mandat, og derfor tænker han da heller ikke på muligheden for at spille sig til en plads i den trup, der til sommer skal til fodbold-VM i Sydafrika.

- Jeg får næppe så megen spilletid, men til træningen vil jeg vise, at jeg er mentalt, fysisk og spillemæssigt klar til at begå mig her. Det bliver spændende, også fordi nogle spillere kæmper om pladser i VM-truppen til slutrunden. Men VM er da slet ikke noget, jeg tænker på, siger Rajko Lekic til Politiken.