Rækkehus totalskadet efter voldsom brand
Natten til søndag har en brand raseret et rækkehus i Linå.
Natten til søndag er et rækkehus i Linå øst for Silkeborg blevet totalskadet efter en brand.
Midtjysk Brand & Redning fik anmeldelsen om branden ved 03.30-tiden.
Læs også
- Det var beboeren, en kvinde, der ringede og fortalte, at der var ild i huset, siger indsatsleder Lasse Clemensen fra Midtjysk Brand & Redning.
Da brandfolkene ankom til rækkehuset ved Linåbakken var den kvindelige beboer selv kommet ud fra huset.
- Det brændte kraftigt i stueetagen på rækkehuset. Vi valgte at evakuere beboerne i de to andre rækkehuse, som det her hører sammen med. Men det lykkedes os at få branden begrænset til det ene rækkehus, siger Lasse Clemensen.
Den kvindelige beboer blev efterfølgende kørt til kontrol på sygehuset, oplyser vagtchef Ralf Høgedal fra Midt og Vestjyllands Politi.
Læs også
Rækkehuset er nu ifølge indsatslederen fuldstændig ubeboeligt. Stueplanen er helt udbrændt, alle vinduer er knust, og der er massiv sodskade på husets 1. sal.