Rådmand undskylder melding om Grenåvej

Teknikrådmand i Århus Peter Thyssen undskylder nu, at han har anbefalet en ny trafikløsning på Grenåvej uden at spørge byrådet.

Rådmand Peter Thyssen (R) undskylder nu, at han har anbefalet en både dyrere og langsommere trafikløsning på Grenåvej overfor trafikministeren. Det fortæller Jyllandsposten.

Løsningen er det seneste bud på, hvordan bilerne på Grenåvej og togene på Grenåbanen skal adskilles, så vejtrafikken ikke længere går i stå, når togene skal passere.

Thyssen erkender, at han ikke havde mandat til at gå imod den oprindelige løsning, når sagen ikke først havde været i byrådet.

Byrådsmedlemmer fra flere partier har især kritiseret, at hele projektet bliver forsinket, hvis man først skal lave tekniske og miljømæssige undersøgelser af en helt ny løsning

Borgmester Nicolai Wammen (S) vil i dag tage kontakt til transportministeren og meddele, at meldingerne fra Thyssen ikke er dækkende for et flertal i byrådet. Det sker efter, at et byrådsflertal har krævet, at transportministeren får den besked.