Rådmand uden tiltro til systemet
Rådmand Jette Skive (DF) har ikke tiltro til, at der styr på, hvordan kommunens midler deles ud efter afsløring
Programserien 'Moskeerne bag sløret' har skabt heftig debat overalt i Danmark - og måske især i Aarhus.
Senest har det påvist, at en forening i Aarhus, der hedder 'Det sociale værested for unge' har fået mere end 100.000 kroner i offentlig støtte til aktiviteter som bordfodbold og svømning, men som i virkeligheden er blevet brugt på at drive en koranskole og en moské.
- Det er et klart bevis på, at vi nok engang bliver drevet rundt i manegen af et parallelsamfund, siger Dansk Folkepartis byrådsmedlem samt rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Jette Skive til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Alt for vag rådmand
Hun siger også direkte, at hun ikke har tiltro til, at der er styr på, hvordan disse midler bliver delt ud.
Foreninger bag moskeer får støtte
Samtidig tiltror hun ikke kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV), at han kan få styr på det - selv om det normalt ville være på hans bord.
- Vi skal have nogle andre ind over end kulturrådmanden. Jeg synes ikke, kulturrådmanden ser objektivt på tingene. Jeg synes, han er alt for vag. Der skal tages helt anderledes fat, og det magter rådmanden ikke - derfor synes jeg, at borgmesteren skal ind over det her. Det er under al kritik, og rådmanden sidder bare og bliver ved med at være blødsøden, siger Jette Skive.
Du kan se interviewet med Jette Skive øverst i artiklen.