Rådmand: Stormoské vil forstærke parallelsamfund

Venstre og De Konservative er modstandere af ny moské i det vestlige Aarhus

05:01

Foto: TV2OJ / Colourbox

1 af 2

TV 2s dokumentarserie "Moskeerne bag sløret" har bekræftet Aarhus-rådmanden Bünyamin Simsek (V) i, at der ikke skal bygges en stormoské ved Gellerupparken.

I dokumentarserien viser optagelser med skjult kamera bl.a., hvordan imamer i Grimhøjmoskéen opfordrer til vold mod børn, ligesom kvinder får at vide, at det er deres pligt at dyrke sex med deres mænd - også selv om de ikke har lyst.

Ifølge Bünyamin Simsek vil en aarhusiansk stormoské forstærke det parallelsamfund, der ifølge ham allerede findes i det vestlige Aarhus.

- Jeg er glad for, at Venstre og De Konservative ikke er en del af Helhedsplanen (for Gellerupparken, red.). Et rødt flertal i Aarhus vil gerne bygge en moské på Bautavej, hvor disse foreninger står bag. Jeg ønsker ikke at skabe bedre rammer for de her mennesker, siger Bünyamin Simsek i et direkte interview på TV 2 | ØSTJYLLAND torsdag aften.

- Vores opgave går på, at vi skal begrænse deres udfoldelsesmuligheder og deres fysiske arealer. Der må absolut ikke være skattekroner i de aktiviteter, de laver.

Venstre forlader Helhedsplanen

For et år siden valgte Venstre i Aarhus Byråd at trække støtten til den såkaldte helhedsplan for Gellerupparken. Ligesom De Konservative er partiet modstandere af, at der bygges en moské på Bautavej.

Simsek er ikke overrasket

Bünyamin Simsek er ikke overrasket over de video-optagelser, der i disse dage vises på TV 2. Hvis der bygges en moske vil det ifølge ham give endnu bedre vilkår for de imamer, der tager afstand fra de danske frihedsværdier.

- Det siger vi nej til. Vi ønsker ikke at forstærke det parallelsamfund, der er i Gellerup. Vi skal væk fra ord og over til handling. Vi skal tage fløjlshandsken væk og bruge jernhandsken, hvor vi går til grænsen og gråzonen i forhold til den lovgivning, vi forvalter. Vi skal være klar til at tabe retssager, og vi skal have mod til at gå til grænsen og gerne over grænsen.

Venstre vil nægte udenlandske imamer visum

Trods den borgerlige modstand er der stadig et byrådsflertal bag Helhedsplanen - herunder planerne om ny moské på Bautavej.

Ifølge rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), er det naturligt at give tilladelse til moskéen, da der i Danmark er religionsfrihed. Også selv om han personligt ikke er tilhænger af den.

- Jeg går ikke ind for en moské. Det er ikke mig, der går ind for en moské. Vi har en grundlov i det her land, der går ind for religionsfrihed. Hvis nogen vil bygge en kirke eller en moské, så har de altså ret til det.

Se interviewet med de to aarhusianske rådmænd i videoen øverst i artiklen.