Rådmand positiv overfor nyt højhus
Rådmand for teknik og miljø Laura Hay er positiv overfor planerne om et nyt højhus på 88 meter i centrum af Århus.
Det er Herning-firmaet KPC, der har planer om at bygge et nyt højhus på 88 meter bag shoppingcentret Bruun's Galleri.
- Jeg er positiv overfor muligheden for et nyt højhus, men jeg vil først se de konkrete planer passer ind med det øvrige byggeri i området, siger teknik og miljørådmand Laura Hay (V) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Højhuset vil blive på 22 etager og med sine 88 meter byens højeste hus. KPC fra Herning har søgt Århus Kommune om tilladelse til at bygge højhuset på den sidste ubebyggede grund af det gamle centralværksområde ved Værkmestergade, Spanien og baneelementet.
Kommunen har på forhånd udpeget området som muligt sted for et fremtidigt højhus, dog giver den gældende lokalplan kun lov til at bygge i otte etager, så derfor ønsker KPC en hel ny lokalplan for bydelen.
Borgmester Nicolai Wammen vil i dag ikke udtale sig om hvorvidt, han synes højhusplanerne er en god idé.
Det nye mulige højhus på 88 meter vil kunne stå færdig i andel halvdel af 2013.