Rådmand: Lille kerne bag uro

Kun omkring 10 unge stod bag uroen i aftes, hvor der blev kastet med sten mod politi og brandmænd, vurderer socialrådmand.

Det var en lille kerne på blot cirka 10 personer, der stod bag mandag aftens uro i Gellerup. Det siger Århus Kommunes socialrådmand Gert Bjerregaard (V) i en pressemeddelelse.

- Det er drønærgerligt, at Gellerup nu atter har været scene for uroligheder. For området har ellers været inde i en positiv udvikling i rigtig lang tid, siger Gert Bjerregaard.

- Jeg vil sende en klar opfordring til politiet om, at de skal føre en hård og konsekvent linje over for de unge ballademagere. Det kan ikke passe, at en lille gruppe skal have lov til at ødelægge det for resten af de unge i området, fortsætter han.

Under urolighederne på Edwin Rahrs Vej blev der tændt flere bål og kastet med sten og kanonslag mod politi og brandvæsen.

Læs også dagens tidligere nyhed om sagen: <A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15164"><STRONG>Stenkast og uro i Brabrand i nat. </STRONG></A>

Se mere i aftenens nyheder på TV2 | ØSTJYLLAND.