Rådmand: Letbanetog til Odderbanen
Århusiansk rådmand vil have de slidte tog på Odderbanen udskiftet med nye tog, der kan indgå i kommende letbane.
Står det til teknisk rådmand Peter Thyssen (R) kommer Århus' første letbanetog til at køre på strækningen mellem Århus og Odder, skriver JP Århus.
Peter Thyssen foreslår, at de slidte, gamle tog på Odderbanen bliver udskiftet med spritnye letbanetog.
Dels vil det spare penge, frem for at købe tog, der alligevel skal udskiftes, når letbanen bliver en realitet. Dels vil letbanetogene på Odderbanen være en god forsmag på, hvad østjyderne kan vente sig i fremtiden af den kollektive trafik.
- Jeg så gerne, at man startede op med letbanetog på Odderbanen. Det vil være en god idé i stedet for at indsætte DSB's gamle tog fra Svendborgbanen, som der er planer om, siger Peter Thyssen.
Men bestyrelsen for det nye regionale trafikselskab Midttrafik, der er blevet medejer af Odderbanen efter Århus Amt, afviser foreløbig ideen.
- For det første har vi slet ikke penge til en sådan investering, og samtidig vil nye tog utvivlsomt kræve endog ganske store investeringer i ombygning af sporanlæg og perroner, forklarer næstformand i bestyrelsen for Midttrafik, Bjarne Schmidt Nielsen (S).