Rådmand kommenterer på sociale sager
Rådmand i Århus, Gert Bjerregaard, indrømmer, at forvaltningen skulle have grebet ind tidligere i sag fra det nordlige Århus.
Man overdriver vel ikke, når man siger, at Socialforvaltningen i Århus har været involveret i et par store sager på det seneste.
Nu kommenterer rådmand Gert Bjerregaard (V) på de to sager.
I sagen om TV2's dokumentarudsendelse "Er du mors lille dreng? - 10 år efter" siger han:
- Jeg kan konstatere, at der er forskel på TV2's fremstilling af sagen om den lille dreng Mads og Socialforvaltningens egne optegnelser om sagen. Det bekymrer mig, og netop derfor er jeg glad for, at jeg allerede har igangsat både en faglig og en juridisk undersøgelse af den konkrete sag.
Samtidig bekymrer det ham, at der i den konkrete sag tilsyneladende ikke er blevet reageret hensigtsmæssigt på underretninger fra henholdsvis plejemoren og Skejby Sygehus.
- Jeg vil bede min forvaltning om at kigge vores underretnings-system efter i sømmene. Vi skal sikre, at alle underretninger kommer frem til de rette - og at der om nødvendigt bliver handlet på dem.
Onsdag bragte TV2 | ØSTJYLLAND et indslag om en ny anbringelsessag fra Århus N, hvor to børn på 3 og 6 år tilsyneladende har levet under uhumske forhold, indtil forældrene selv gik med til en frivillig anbringelse i november 2007.
- Jeg blev i første omgang chokeret over billederne i indslaget, for ingen børn i Danmark bør vokse op under de forhold. Men jeg vil gerne understrege, at billederne er taget fem måneder efter, at børnene har forladt lejligheden. Og forældrene har så sent som i dag fastholdt over for socialcenteret, at lejligheden ikke var så tilredt på det tidspunkt, da børnene blev anbragt.
Gert Bjerregaard har netop modtaget en foreløbig redegørelse fra sin forvaltning om sagen fra Århus N.
- Her bliver det konkluderet, at der ikke er fundet nogen lovgivningsmæssige fejl i sagen. Men for mig at se burde der være grebet tidligere ind over for familien.