Rådmand klar med Aarhus-julekalender
Rabih Azad-Ahmad (R) dropper de traditionelle julekort. I stedet udgiver han en julekalender
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R) har valgt at droppe det traditionelle julekort til samarbejdspartnere og medarbejdere.
I stedet har han i år sammen med byens kulturliv lavet en julekalender, der både ser tilbage på 2015 og samtidig kigger frem på nogle af de arrangementer, som byen byder på i 2016.
Julekalenderens 24 låger gemmer hver på et tilbageblik på nogle af højdepunkterne fra 2015. Samtidig er der et bud på oplevelser i 2016.
Hver dag er der mulighed for at svare på et spørgsmål og vinde entrébilletter til et af næste års arrangementer:
- 2015 har været et helt forrygende år. Det har været et år fyldt med spændende oplevelser og begivenheder, og det fortsætter i 2016. Det vil jeg gerne dele med alle aarhusianere. Juletid er gavetid, og der er ingen tvivl om, at vores aktive kulturliv er en gave til hele byen. Det vil jeg gerne vise med den nye julekalender, siger Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.