Rådmand har planen klar: Sådan får Aarhus et fodboldstadion

Rabih Azad-Ahmad (R) har planen klar for et kombineret stadion, multiarena og messefaciliteter i Aarhus

02:04

1 af 2

Nu er der politisk medvind til AGF's drømme om at få et fodboldstadion.

Kulturrådmanden i Aarhus Kommune er nemlig på vej med et konkret forslag til byrådet, der skal finansiere byggeriet af et nyt fodboldstadion og multiarena, kombineret med messe- og konferencefaciliteter.

- Nu har vi et konkret forslag, der vil løse det med et fodboldstadion, en multiarena og være til gavn for rigtig mange af byens borgere, siger rådmand Rabih Azad-Ahmad (R).

Rådmandens forslag handler om den såkaldte dækningsafgift, der er en del af ejendomsskatten i Aarhus Kommune. Den pålægges offentlige ejendomme og erhvervsejendomme som bidrag til at dække de udgifter, kommunen har i forbindelse med ejendommene.

AGF kæmper for nyt stadion inden 2020

Dækningsafgiften er blandt andet med til at betale Marselistunnellen samt første etape af letbanen. I Aarhus er afgiften på 5,76 promille, men den skulle efter planen udfases fra år 2020 og frem til 2028. Men i stedet for at udfase den helt forslår Rabih Azad-Ahmad, at den sænkes til 1 promille.

- Den resterende del er med til at sikre, at vi kan få en multiarena og et fodboldstadion, siger rådmanden, om forslaget, der i alt vil kunne frigive 612 millioner kroner.

Dækningsafgift

For landets største kommuner er dækningsafgiften aktuelt:

København 9,80
Aarhus 5,75 (reduceres med forslaget til 1,0)
Odense 3,60
Aalborg 5,35

Erhvervslivet er ikke med på den idé

I erhvervslivet, der kommer til at stå med regningen, er der utilfredshed med forslaget.

- Vi har lavet en aftale om at afskaffe dækningsafgiften i 2028, og det er så tredje gang, at det er blevet udskudt, og hvis det er sådan, at politikerne løber fra deres aftale for tredje gang, så hører alting jo op, siger Steen Bødtker, formand for Dansk Industri Østjylland.

Stadion med messefaciliteter

Men rådmanden har også haft tankerne på erhvervslivet, der også får noget for pengene.

- Erhvervslivet har selv været ude med et ønske om messe- og konferencefaciliteter, og her kommer der et konkret forslag, der kan løse det problem og dække de behov, som de har, siger Rabih Azad-Ahmad.

Men det er ikke nok til at få smilende frem i erhvervslivet.

Jacob Nielsen: Intimiteten i stadionoplevelsen er der ikke

- Det hjælper ikke på den aftale, der er indgået, og vi holder politikerne fast på den, og vi holder dem fast på, at de penge skal bruges til en Marselistunnel, siger Steen Bødtker.

Glæde i AGF over forslag

I fodboldklubben AGF, der har indledt kampen for at få et stadion i Aarhus uden løbebane, er smilene til gengæld store.

- Det er vi rigtig, rigtig glade for. Det her er gået hurtigere, end vi havde forestillet os, fordi vi egentlig havde sagt, at nu går vi på pinseferie, og så må vi tage det efter AaB-kampen tirsdag, men nu står vi her pinse-mandag, så det er da dejligt at se, at der sker noget, siger Jacob Nielsen, der er direktør i AGF.

AGF indledte i sidste uge en kampagne for, at der skal etableres et fodboldstadion i Aarhus, hvor tilskuerne kommer helt til på banen, og hvor stadionoplevelsen forbedres for de fremmødte. I den forbindelse sælger AGF støttebeviser til et nyt stadion, og her har klubben efter mindre end en uge solgt 3.300 af slagsen.

I videoen øverst på siden kan du se mere om rådmandens forslag til finansieringen.

Herunder kan du se et interview med Jacob Nielsen om et nyt stadion. Interviewet er fra den 12. maj 2016.