Rådmand fordømmer rockeroptog

Venstrerådmanden Gert Bjerregaard frygter, at en kamp mellem rockere og indvandrerbander vil ramme Århus.

Venstres borgmesterkandidat, Gert Bjerregaard, vil ikke tillade, at Århus bliver et fristed for rockere. Han reagerer på en hændelse torsdag aften, hvor omkring 100 rockere gik rundt i midtbyen.

- Venstre vil ikke acceptere, at Århus bliver taget som gidsel i en kamp mellem rockerne og
indvandrerbander. Man skal kunne færdes trygt i Århus uden at frygte at ende midt i en
bandekrig eller føle sig truet af store grupper. Det er bekymrende, at rockerne på den måde
marcherer rundt i midtbyen. Ingen er jo i tvivl om, at det sker for at sende nogle klare
signaler til omverdenen, udtaler Gert Bjerregaard i en pressemeddelelse.

Rådmanden er sikker på, at politiet deler hans bekymring og regner med, at de sætter
hårdt ind overfor den organiserede kriminalitet. Og hvis ikke politiet ikke har mulighed for at løfte opgaven alene, opfordrer han ledelsen til at sige til, så politikere og politi i fællesskab kan finde en løsning.