Rådmand flytter på plejehjem

Pakker kufferten for at opleve en anden hverdag

Hun har kun siddet som ældrerådmand i Aarhus Kommune lidt over en måned, men nu skal der ske noget.

Med kufferten under armen og antennerne ude vil ældrerådmand Jette Skive (DF) tilbringe et døgn på et af kommunens plejehjem.

- Jeg vil ud at se, mærke, dufte, føle og smage, hvordan det er at bo på plejehjem i Aarhus. Min ambition er at byens plejehjem først og fremmest skal være rigtige hjem. Og i et hjem dufter der af nybagt brød og frisklavet kaffe, siger Jette Skive i en pressemeddelelse.

Jette Skive vil i morgen besøge Plejeboligerne Næshøj i Harlev, hvor hun skal opleve både personalets og beboernes døgnrytme. Det betyder blandt andet, at rådmanden tager en overnatning for, at kunne deltage ved vagtskifte og morgenplanlægning.

Målet med besøget er, at få en fornemmelse af både udfordringer, erfaringer og ønsker:

- Jeg er ikke sådan en skrivebordspolitiker, der sidder på mit kontor og udsteder dekreter. Jeg vil vide, hvad jeg snakker om, og jeg glæder mig meget til at besøge både beboere og personale på Næshøj, siger Jette Skive.

Opholdet på Plejeboligerne Næshøj er et led i den nye rådmands turné rundt til kommunens plejeboliger og lokalcentre for at hilse på medarbejdere og borgere og ikke mindst få et indgående kendskab til hele området inden for Sundhed og Omsorg.