Rådmand: Det største i min tid

Dokk1 er officielt åbnet med royal pomp og pragt

Det, som mange håber bliver et af Aarhus' nye vartegn, nemlig den nye Dokk1 ved havnen, har nu været åben i lidt over tre timer.

Se: Video: Dokk1's første dag

Dronning Margrethe stod for åbningen, og med sig havde hun blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand Rabih Azad-Ahmad (Rad.V.).

- Det her bliver jo perlen i Aarhus. Der er ingen tvivl om, at det bliver et af de store fyrtårne i byen, og det er også noget, der sætter Aarhus på landkortet, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: I dag åbner Dokk1

- Åbningen af Dokk1 er den største begivenhed i min tid som rådmand for Kultur og Borgerservice. Vi har fået et superbibliotek i verdensklasse og dermed et unikt medborgerhus og læringscenter. Bibliotekets folkeoplysende og demokratiske rolle er vigtigere nu end nogensinde, og derfor er jeg utroligt glad for, at vi med Dokk1 har fået forstærket fundamentet til vores folkestyre, siger Rabih Azad-Ahmad videre i en pressemeddelelse.

Dokk1 er en del af Urban Mediaspace Aarhus, som er Aarhus Kommunes hidtil største bygge- og anlægsprojekt. Det samlede budget ligger på omkring 2,1 milliarder kroner.

Ifølge borgmester Jacob Bundsgaard har Aarhus fået et nyt centrum.

- Dokk1 er folkets hus, et dynamisk og inspirerende sted for alle, som søger viden og inspiration - og samtidig byens nye samlingssted, der fremmer demokrati og fællesskab. Med sin placering ved åens udløb bringer vi byen tilbage til bugten og sin oprindelige historie. Aarhus har fået et nyt centrum, siger han i pressemeddelelsen.