Rådmand afviser ballade
Ingen har tvunget mig til at gå af, siger kulturrådmand Flemming Knudsen (S), som er helt tryg ved sin efterfølger.
Det er ikke den socialdemokratiske partitop i Århus, der har skubbet kulturrådmand Flemming Knudsen af stolen.
Det siger rådmanden torsdag.
Flemming Knudsens kampagneleder, Finn A. Jensen, har i dag udtalt, at Knudsen ikke går frivilligt som rådmand, men det afviser rådmanden nu i en pressemeddelelse.
- Jeg må på det kraftigste tage afstand til de påstande. Jeg mener det er direkte angreb mod min troværdighed, hvis nogen påstår, at jeg skulle være tvunget til at gå, forlyder det fra kulturrådmanden.
Og han bakker stadig op om sin efterfølger, der overtager posten i februar 2009.
- Påstandene kan kun skyldes, at jeg vil blive savnet, og dertil kan jeg kun sige, at jeg er helt tryg ved at sende stafetten videre til Jacob. Jeg kan ikke forestille mig en bedre afløser. Jeg er helt sikker på at han vil gøre et godt arbejde som rådmand. Jeg vil i hvert gøre mit til at klæde ham bedst muligt på, siger rådmanden.