Radiotyv taget af politiet

Polsk bandemedlem blev i nat fanget efter en dramatisk flugt - med 20 bilradioer på bagsædet.

Ved tre-tiden i nat blev en husejer i Sabro opmærksom på, at to mænd var ved at begå indbrud i hans bil. Mændene stak af, men husejeren fulgte efter - iført nattøj.

Manden alarmerede ordensmagten, som efter en længere biljagt kunne anholde en 25-årig mand fra Polen.

Tyvenes bil endte i et halvanden meter dybt gadekær ved Sabro. De gennemblødte tyve forsøgte at flygte, men politiets hunde fik altså stoppet den ene.

Den anholdte vil her til morgen blive afhørt. Politiet er ret overbeviste om, at de to tyve står bag de massive bilindbruds-bølger, der er skyllet ind over hele Jylland den seneste måneds tid.

TV 2 / ØSTJYLLAND bringer mere om sagen i MiddagsMagasinets nyhedsudsendelse klokken 12.