Radio Sol i Silkeborg
Radiostudie giver nye muligheder i undervisning
På Vestre Skole i Silkeborg forsøger skolens leder og lærere at gøre det sjovere for eleverne at gå i skole, så de ikke mister lysten til undervisning.
I dag indviede 8.a skolens nye studie, som skal huse deres helt egen radiostation, Radio Sol.
Studiet har alt, hvad et professionelt radiostudie skal indeholde med mixere, computere og mikrofoner.
Ifølge Vestre Skoles leder skal det være med til at gøre undervisningen mere interessant for skolens ældste elever.
- Vi håber, det kan motivere eleverne til, at synes, det er sjovt at gå i skole - også i udskolingen. Tanken er, at det bliver en del af dansk- og sprogundervisningen, hvor man eksempelvis laver radioreportager i stedet for en dansk stil, siger skoleleder Kristian Toft fra Vestre Skole til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skolelederen håber også, at den alternative form for undervisning i sidste ende vil give sig udslag i elevernes afgangseksamen.
Radio Sol får fast sendetid alle ugens dage, og skal udover 8. klasse-eleverne også styres af ungdomsskolen. Radioen skal blandt andet have musikquiz og brevkasse.
Byrådet i Silkeborg Kommune har givet Vestre Skole 500.000 kroner til det nye radiostudie.