Rådhuse ombygges
Også penge til skoler, børnehaver og plejehjem
Trods krisen er kommunekassen i Syddjurs tilsyneladende ikke helt tom.
Syddjurs Kommune har besluttet at afsætte et trecifret millionbeløb til nybyggerier, ombygninger og renoveringer af en række af kommunens bygninger i løbet af de kommende tre år .
Alene til ombygninger af de to rådhuse i Ebeltoft og Hornslet er der afsat i alt 39 mio. kr. For de penge bliver der blandt andet råd til at etablere åbne kontorlandskaber samt udvide rådhuset i Ebeltoft.
De to rådhuse skal i alt være hjemsted for cirka 450 medarbejdere.
Afsætter 250 mio. kr.
Foruden de to rådhuse har Syddjurs Kommune blandt andet også afsat penge til en ombygning af Ebeltoft Skole, en renovering af Kolind Ungdomsskole, et varmtvandsbassin på plejehjemmet Vesterled i Tirstrup samt en sammenlægning af daginstitutionerne og skolen i Thorsager.
I alt er der i perioden 2013-2016 afsat godt 250 mio. kr. til nybyggerier og ombygninger.
- Trods vores begrænsede økonomiske muligheder laver vi i Syddjurs Kommune en lang række væsentlige investeringer de kommende år. Det bliver meget synligt og til gavn for både borgere og medarbejdere over hele kommunen, siger borgmester Kirstine Bille (SF) i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Med beslutningen om at bruge de to administrationsbygninger i Ebeltoft og Hornslet, kan vi nu modernisere de to bygninger, så de passer til vores behov.