Råbte 'luder' efter kvindelig politibetjent

Ikke alle var begejstrede for politiets indsats, da der blev fundet hash og kokain under stor aktion i Bazar Vest i Gellerup.

Både politi, skattevæsen og fødevaremyndigheder deltog i torsdagens aktion mod bazaren på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.

Under aktionen beslaglagde politiet 13 salgspakninger med hash, ligesom en person blev sigtet for besiddelse af anabolske steroider. Derudover blev der fundet et gram kokain.

Ifølge Østjyllands Politi beslaglagde Fødevarekontrollen flere fødevarer, mens Skat bl.a. beslaglagde 15.000 kr.fra en person, som skyldte penge til det offentlige.

Under aktionen blev en person sigtet for at råbe ukvemsord mod politiet. Den åbenmundede person råbte angiveligt 'luder' efter en kvindelig betjent.

Der blev i alt visiteret 13 personer under aktionen.