Råbte 'båtnakker' efter politiet
To berusede mænd fra Århus blev anholdt, efter at de havde truet personale og kunder i kiosk i Århus.
Det er ikke alle betjente, der finder sig i at lægge ører til nogle af sprogets værste gloser.
I hvert fald kan en århusiansk mand se frem til en bøde for 'fornærmelig tiltale', efter at han natten til tirsdag blev anholdt i en 7-Eleven-kiosk på Nørreport i Århus.
Ekspedienten i butikken valgte kort efter klokken halv et at ringe til politiet, efter at to berusede mænd på henholdsvis 29 og 36 år ifølge politiet både opførte sig truende og støjende.
Da politiet ankom, kaldte den ene af mændene betjentene for 'båtnakker', 'idioter', 'narrehoveder' og 'fucking pansersvin'.
Begge mænd blev anholdt for brud på ordensbekendtgørelsen. Den ene kan desuden se frem til en bøde for 'fornærmelig tiltale'.
De to mænd blev begge løsladt tirsdag morgen.