Rabih kritiserer bøller
Godt møde indenfor
Debatmødet tirsdag aften i Gellerup afføder fortsat reaktioner.
Blandt andet byrådsrådmedlem Rabih Azad-Ahmad, der gennem en årække selv har boet i området.
Han var bestemt ikke tilfreds med modtagelsen af Ahmed Akkari.
- Jeg tager skarpt afstand fra aftenens uroligheder i Gellerup. Det er ikke acceptabvelt, at der til et debatmøde er behov for både politibeskyttelse og præventive anholdelser. Forsamlingsfriheden er en grundsten i vores demokrati, og det er nødvendigt, at vi kan forsamles uden at frygte for vold og overgreb, siger Rabih Azad-Ahmad, der sidder i byrådet for De Radikale.
God debat indenfor
Selvom 14 personer udenfor blev anholdt præventivt, og politiet fandt over 200 kanonslag, så oplevede mange af de 80 inde til mødet en god meningsudveksling.
Blandt andet blev spørgsmålet igen og igen stillet til Akkari, hvordan han kunne være troende imam tidligere og nu forkæmper for demokratiet - hvordan han kunne skifte så markant holdning?
- Du har endda selv været imam, og så begynder du at kigge på muhammedtegningerne og sige, at det er poesi, sagde en tilhører med indignation i stemmen.
For otte år siden var Ahmed Akkari med til at skabe Muhammedkrisen, da han sammen med andre muslimske lærde rejste til Mellemøsten for at vise Muhammedtegningerne frem og fortælle, at muslimerne i Danmark blev hånet og forfulgt. Siden er han vendt på en tallerken og beskylder nu muslimer for blindt at følge deres imamer.
Debatmødet i aftes er nummer tre i rækken mellem Ahmed Akkari og socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen fra Kolding.
Akkari lover, at flere er på vej.