Rådmand til kamp mod propfyldte klasseværelser

SF i Aarhus vil skære en halv time af skoledagen og sikre færre elever eller to voksne i klasserne

Thomas Medom (SF) har selv prøvet at være lærer i et overfyldt klasseværelse. Det går ud over de svageste. Foto: Facebook & Ida Marie Odgaard - Scanpix

- Vi skal have standset den her himmelflugt, hvor hver fjerde barn går i en klasse med over 25 elever. 

Socialrådmand Thomas Medom (SF) går nu ind i kampen mod overfyldte klasseværelser i Aarhus.

Danmarks Lærerforening har netop påvist, at der på fem år er kommet markant flere børn i klasserne i Aarhus.

Læs også Skole i Randers dropper flere af de lange skoledage

I 2012 var der således omkring 5300 aarhusianske skolebørn, der gik i klasser med over 25 børn, mens tallet i dag hedder cirka 7200.

Vi vil foreslå, at vi skærer en halv time af skoledagen, og i stedet bruger ressourcerne på at sikre, at der er færre elever i klasserne eller er to voksne til stede.

Thomas Medom, socialrådmand

- Jeg har selv prøvet at være lærer i en klasse, hvor der var rigtig mange børn, og det var rigtig svært. Der er mindre tid til det enkelte barn, og det går hårdt ud over de svageste elever, siger Thomas Medom til TV2 ØSTJYLLAND.

Forskning peger på, at skolebørnenes trivsel og indlæring påvirkes negativt, når der er for mange børn i klasserne.

Danmarks Lærerforening har netop startet kampagnen STOPfyldte klasser for at sætte en stopper for store klasser. Se en video fra kampagnen her:

Færre børn eller flere voksne

SF vil nu presse på for at ændre vilkårene for de aarhusianske skolebørn.

- Vi vil foreslå, at vi skærer en halv time af skoledagen, og i stedet bruger ressourcerne på at sikre, at der er færre elever i klasserne eller er to voksne til stede, siger Thomas Medom og fortsætter:

- Ved at få en kortere skoledag, sparer man nogle penge til løn, og så kan man i stedet  bruge dem til at have to medarbejdere i klassen. Løsningen er ikke altid at have færre børn i klassen, løsningen kan også være flere voksne. 

Socialrådmanden mener, at der god sandsynlighed for, at skolebørnene i Aarhus rent faktisk vil få en bedre dagligdag.

Vi skal have vendt udviklingen. Det må være realistisk.

Thomas Medom, socialrådmand

- Det er en af vores toppriroriterer, og vi vil knokle for det. Vi skal have vendt udviklingen. Det må være realistisk, lyder det.

SF i Aarhus vil nu bringe emnet op i Byrådet, Børn og Ungeudvalget og til efterårets budgetforhandlinger.