Rådmand til justistsminister: Kræver adgang til banderegister
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse har formuleret brevet til Søren Pape Poulsen, hvor han anmoder om adgang til bandelister
Thomas Medom vil have justitsministeren til at gøre handling ud af sine ord, når det kommer til at komme bandekriminalitet til livs. Det har han nu udtrykt i et brev.
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse har formuleret brevet til Søren Pape Poulsen, da han frygter, at bandekrigen igen blusser op, når de personer, der er blevet anholdt i forbindelse med bandeurolighederne i Aarhus, inden for det næste stykke tid løslades.
Konkret vil rådmanden have, at justistministeren giver Aarhus kommune adgang til politiets navnelister over bandemedlemmer.
- Min forventning er, at han tager mit brev alvorligt og at han trækker i arbejdstøjet. Det politiske arbejde er på plads, men det kniber med evnen til at omsætte det i praksis, siger Thomas Medom (SF) til TV2 ØSTJYLLAND.
I starten af 2017 indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet aftale om en ny bandepakke, der skulle dæmme op for rocker- og bandekriminaliteten.
Læs også
Den skulle blandt andet gøre det muligt at give rockere og bandemedlemmer såkaldte opholdsforbud i bestemte områder. I op til ti år skal de eksempelvis kunne forbydes at færdes i den eller de kommuner, hvor de har begået kriminalitet. Der blev også åbnet for muligheden for i højere grad at udveksle informationer mellem eksempelvis politi og kommuner.
Vil have adgang til bandelister
Rådmanden fortæller, at det vil spare kommunen store mængder tid at kunne få adgang til de såkaldte bandemonitoreringslisterne, som er politiets lister over bandemedlemmerne.
- De kommer jo ud løbende, og en stor del af bandemedlemmerne vil blive løsladt indenfor det næste år, og det vil vi selvfølgelig gerne være forberedt på så godt som muligt. Det er ikke sådan, at vi er helt lammet uden politiets lister, men det ville hjælpe os betydeligt nemt at kunne få overblik over personerne, siger Thomas Medom.
Læs også
Thomas Medom skriver i sit brev til ministeren, at der i kommunen desuden på nuværende tidspunkt kan være tilfælde, hvor man uberettiget udbetaler sociale og beskæftigelsesrelaterede ydelser – eller bistår uhensigtsmæssig med anden hjælp, fordi man ikke har den relevante viden. Det er altså blandt andet herfor at Thomas Medom anmoder om at der skabes adgang til de bandemonitoreringslisterne, der indeholder personfølsomme oplysninger.
- Jeg anerkender, at det tager tid idet der er en masse jura indblandet i spørgsmål omkring at udveksle denne type information mellem myndigheder. Men vi nærmer os nu et år siden den politiske aftale blev indgået, så derfor forventer jeg at der også er politisk vilje til at føre det ud i praksis, siger Thomas Medom, som ikke står alene om ønsket om at få navnene på bandemedlemmerne udleveret.
Læs også
Mandag aften blev emnet om adgang til bandemonitoreringslisterne drøftet på magistratsmøde på Aarhus Rådhus.
- Vi har besluttet at lave en fælles henvendelse til justitsministeren for at lægge yderligere pres på, siger Thomas Medom.