Rådmand: Intet ekstra beløb til direktør før Letbanen kører

Der skal ikke udbetales noget ekstrabeløb til Letbane-direktør, Claus Rehfeld Moshøj, før Letbanen kører med passagerer, mener Børn og Unge rådmand Bünyamin Simsek (V), der sidder i Letbanens bestyrelse.

Rådmand Bünyamin Simsek mener ikke, at direktøren for Letbanen, Claus Rehfeld Moshøj, skal have sin fratrædelsesgodtgørelse, før Letbanen kører

Hvis det står til Børn og Unge rådmand Bünyamin Simsek (V), der sidder i Letbanens bestyrelse, så bliver der ikke udbetalt nogen fratrædelsesgodtgørelse til afgående Letbane-direktør, Claus Rehfeld Moshøj, foreløbig.

- Jeg har sagt i bestyrelsen, at der ikke bliver udbetalt nogen som helst form for ekstra beløb, før Letbanen er kommet ud at køre med passagerer, siger rådmanden til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Letbane-direktør: Helt normalt med en fratrædelses-ordning

Ifølge Claus Rehfeld Moshøjs kontrakt, får han 1,4 millioner kroner med sig i gyldent håndtryk, når han forlader Aarhus Letbane. Det skriver Finans.

Han skal først og fremmest have Letbanen ud at køre med passagerer, og så må vi forholde os til jura, og hvad der er indgået af aftaler.

Bünyamin Simsek (V)

Men det vil Bünyamin Simsek gerne undgå. 

- Han skal først og fremmest have Letbanen ud at køre med passagerer, og så må vi forholde os til jura, og hvad der er indgået af aftaler. Hvad den tidligere kontraktforhandler og arbejdsgiver har lovet ham sort på hvidt, det må vi se på, siger Bünyamin Simsek.

Han har desuden gjort det klart over for bestyrelsen, at han ikke kan støtte op om åremålsansættelser, som den Claus Rehfeld Moshøj fik. Letbane-direktøren fik i sin tid en kontrakt, der var begrænset til fire år. 

Blev ansat med automatisk afskedigelse

TV2 ØSTJYLLAND har tidligere spurgt Claus Rehfeld Moshøj, om han mener, at det er rimeligt, at han skal have en fratrædelsesgodtgørelse på 1,4 millioner kroner. 

Læs også Byrådsmedlem om gyldent Letbane-håndtryk: Jeg er faktisk rystet

- Det tror jeg ikke, at jeg skal stå og forholde mig til. Jeg er blevet tilbudt nogle vilkår til ansættelse i Aarhus Letbane, og jeg synes, man skal perspektivere på det. Jeg blev tilbudt et job på fire år, hvor jeg blev ansat med en afskedigelse, og jeg skal tage vare på min familie, som jeg har flyttet til Aarhus. Jeg har sagt ja tak til det tilbud, jeg fik, sagde han. 

Læs også Regionsråds-formand: Letbane-direktørs løn er alt for høj

Han mener, at man skal kompenseres for, at man som udgangspunkt indgår en kontrakt, hvor der er en automatisk afskedigelse i den anden ende. Claus Rehfeld Moshøj har dog allerede sit næste job på hånden, da han skal være ny administrerende direktør for Rejsekortet A/S. 

Fratrædelsesgodtgørelsen kommer oven i en årlig løn på 2,1 millioner kroner med pension og tillæg. Det viser aktindsigter, som Finans har fået.

02:02

Her kan du se interviewet med direktøren for Aarhus Letbane, Claus Rehfeldt Moshøj.

Luk video
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig