Pytlick indkalder østjyder
Flere østjyske spillere med til træning
I dag starter kvindelandsholdet deres landsholdssamling i Kolding, og der er flere østjyske navne med på banen, når formen skal pudses af inden næste kamp.
Efter flere af FCM Håndbolds spillere har meldt afbud til samlingen har landstræner Jan Pytlick i sidste øjeblik indkaldt stregspiller Kathrine Heindahl fra Randers HK, bagspiller Anne Sophie Okkels fra SK Aarhus, højre back Anne Cecilie Dornonville De La Cour og højre fløj Simone Bøhme. Begge fra Silkeborg-Voel KFUM.
Spillerne fra Silkeborg glæder sig til at være med under træning de næste tre dage.
- Det er mega fedt at få en fod indenfor og prøve at være med. Det er jo det man drømmer om, fortæller Anne Cecilie Dornonville De La Cour til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Selvom Simone Bøhme har været med til landsholdstræning før, håber hun, det kunne blive en adgangsbillet til en fast plads i landsholdstruppen.
- Nu er chancen der, og så er det bare at vise, hvad man kan, og at man godt kan være med på det niveau. Så må vi se, hvad der sker, siger hun til TV 2 | Østjylland.
Næste kamp for kvindelandsholdet er mod Frankrig den 9. oktober i Holstebro i Kvik/AL-Bank Golden League.