Pumperne er slukket ved Alken Enge

Vandstanden er stoppet med at stige

De seneste dage har beredskabsfolk pumpet vand væk ved et sommerhusområde ved Alken Enge ved Skanderborg.

Efter flere dages arbejde lysner situationen nu, og pumperne kan pakkes væk.

- Vi er kommet dertil, at vi er begyndt at pakke sammen herude. Vandstanden er stoppet med at stige, og den er faktisk en lille smule faldende, siger Mikael Kristiansen, der er viceberedskabschef ved Beredskabsstyrelsen Midtjylland, til tv2oj.dk.

Alken Enge er hårdest ramt i hele Danmark

Holder fortsat øje

Det er weekendens store regnskylle, der har givet problemer med oversvømmelse i sommerhusområdet ved Mossø og flere andre steder især i den sydlige del af landet.

- Vores del er færdig, men vi holder selvfølgelig fortsat øje med vandstanden i området, og sker der noget, så finder vi pumperne frem igen. Nu tyder alt på, at vandet skal have lov til at løbe ned selv, siger Mikael Kristiansen.

Beredskabsstyrelsen beholder dog fortsat de mobile dæmninger på stedet, som er sat op for at beskytte en håndfuld sommerhuse i området.