Puma på besøg
Et større kattedyr er tilsyneladende løs på Djursland.
Efter sigende skulle synet hverken skyldes søndagskedsomhed eller for mange påskebryg. Grenaa Politi modtog søndag to anmeldelser fra borgere, som med sikker stemme kunne fortælle, at de havde set et stort rødbrunt kattelignende dyr. Måske en puma, måske en løve.
Dyret blev første gang observeret søndag formiddag ved Handrup nord for Ebeltoft og over middag ved Kolind, som ligger 15 kilometer fra det første observationssted.
- Begge opringninger tager vi seriøst. Der er ingen tvivl om, at de to anmeldere har set et dyr, som man normalt ikke ser i den danske natur. Den ene har taget billeder, som vi i dag vil kigge nærmere på, siger vagthavende hos Grenaa Politi Hans Jørgen Fynbo til Ritzau.
Politiet kontaktede med det samme Ebeltoft Zoo, men her manglede man ingen vilde dyr og dermed skulle dyret i givet fald tilhøre en privat
- Men der er vel ingen, som har en løve eller puma som husdyr, siger Hans Jørgen Fynbo.
Ifølge Ebeltoft Zoo kan der være tale om en stor hund, men den forklaring tvivler politiet på
- Zoo mente, at det kunne være en sjælden afrikansk race, men hvis det var tilfældet, havde ejeren sandsynligvis kontaktet os. Det plejer folk at gøre, hvis deres hund er bortløbet, siger Hans Jørgen Fynbo. /ritzau/