Pulled pork fra Jensens Bøfhus tilbagekaldes efter glasfund

Produktet, der tilbagekaldes, er blevet solgt i Netto. Forbrugere skal kassere eller returnere svinekødet

Det er pulled pork produceret af Jensens Bøfhus og solgt i Netto, som bliver tilbagekaldt.

Hvis du har købt pulled pork fra Jensens Bøfhus i Netto i den seneste tid, er det en god idé at dobbelttjekke pakken, inden at du spiser svinekødet.

En forbruger har nemlig fundet glasstykker i en pakke Pulled Pork XL, og derfor tilbagekaldes varen nu.

Læs også Skoleleder: Forældre bør læse 20 minutter dagligt med deres store børn

Det fremgår af en meddelelse fra producenten, Jensens Foods A/S.

Det drejer sig om produktet Pulled Pork XL, der indeholder 800 gram svinekød, og som sidst skal anvendes 31. oktober 2018.

Der er fundet glasstykker i pulled pork købt i Netto. Foto: Colourbox

Det kan være yderst farligt at spise glas, da det kan skære hul i fordøjelsessystemet, advarer producenten.

Forbrugeren anbefales derfor at kassere produktet eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Læs også Danish Crown flytter 50 arbejdspladser fra Randers til Polen

Har man spist svinekødet, og har man en mistanke om, at man har spist glas, anbefales det, at man kontakter læge eller sygehus, fremgår det af meddelelsen.