Publikum og anmelder er enige: Bieber leverede varen i Aarhus
Det overordnede indtryk efter mandagens koncert er, at Justin Bieber præsterede på væddeløbsbanen
Væddeløbsbanen i Aarhus var mandag for en stund omdannet til koncertplads. Teenageidolet Justin Bieber lagde vejen forbi og gav den gas foran mere end 40.000 primært unge piger, der hvinende hyldede stjernen. Vurderet ud fra publikums begejstring gjorde popidolet det godt, og BTs anmelder giver ham da også mange rosende ord med på vejen.
- Solen stod højt over Aarhus, Justin Bieber var for en gang skyld ikke en idiot, og når han for alvor smider hvalpefedtet og bryder med sine gamle børnehits, vil han have verden for sine fødder langt ud i fremtiden, lyder det efter koncerten fra BTs anmelder.
Læs også
Anmelderen mener, at koncerten viste, at Justin Bieber nu for alvor er blevet voksen, og de mange fans så ud til at dele den betragtning. Det er i hvert fald indtrykket, hvis man kigger de sociale medier igennem.
- Jeg havde aldrig troet, jeg ville opleve en koncert med Justin Bieber. Men jeg var virkelig vild med hans optræden, skriver Julia Lutsenko fra Hornslet på Facebook, og også på Twitter roses stjernen:
- Amen jeg er mundlam. Sikke en oplevelse! Bieber præsterede konge, skriver Christina Sørensen.
@justinbieber performing at the #purposetour in Aarhus,Denmark, (05/06). pic.twitter.com/odLCErOwqU
— justin bieber (@justinbieberbry) 5. juni 2017
En anden, der også er ovenpå efter koncerten, er den randrusianske DJ Michael Kelde Kjeldsen. Han fik nemlig fornøjelsen af at varme op for den internationale stjerne, og på hans Facebook-side lyder det kort og præcist:
- Den vildeste dag er ved og være slut! Sindssyg oplevelse og varme op for Justin Bieber og ikke mindst at spille for alle de søde Beliebers :) Tak Århus ♥.
Men på et punkt var der dog utilfredshed efter Biebers besøg. Afviklingen og håndteringen af de store menneskemængder trængte til forbedring.
- Det er første gang, der afholdes koncert på Jysk Væddeløbsbane, og det var lidt af en katastrofe. Der var konstant lange køer til boderne, travbanens fastlåste faciliteter spærrede for manges udsyn og ind og udgang var så snæver, at det var et helvede at komme hjem igen, skriver BTs anmelder.
Ekstra Bladet havde en smule overraskende valgt at lade den altid kritiske anmelder Thomas Treo blive hjemme i København, og i stedet kunne interesserede følge koncerten via en liveblog.
Læs også
Her var det også tydeligt, at mange blandt publikum var frustrerede over køer.
- Der har ganske rigtigt været meget lange køer til alt, og man skal betale kontanter alle steder. Ret gammeldags i disse MobilePay-tider, lyder det fra en af gæsterne.
Konklusionen dagen derpå må altså være, at Justin Bieber i store træk levede op til forventningerne, imens koncertarrangøren Live Nation stadig har en del at lære.