Psykisk syg fængslet for knivstik
Mand varetægtsfængslet, efter han stak to bejente, da han skulle tvangsindlægges.
Retten i Århus fængslede i eftermiddag en psykisk syg mand i såkaldt surrogat på Psykiatrisk Hospital. Han er nu varetægtsfængslet i fire uger.
Manden stak sent onsdag aften to betjente, da han skulle tvangsindlægges. Den ene betjent blev stukket i brystet. Heldigvis ramte kniven betjentens brystben, hvilket sandsynligvis reddede betjentens liv.
- Hvis kniven havde ramt et par centimeter til en af siderne, ville det have været fatalt, fortæller vicepolitiinspektør ved politiet i Århus, Jørn Andersen. Betjentens kollega blev ligeledes snittet af kniven, men han kan takke sin politijakke og en bog under jakken for, at han ikke kom til skade. I stedet blev jakken plus 15 sider af bogen snittet i stykker.
Senere lykkedes det at passivere manden ved hjælp af en peberspray. Manden var ikke til stede, da han blev varetægtsfængslet, da han allerede var indlagt.