Psykiatrien skriger på sengepladser: I Randers har man fundet en løsning

Det går forrygende for psykiatrien i Randers. I hvert fald har de her fundet en løsning på manglende psykiatriske sengepladser.

05:36

På afdeling C i Randers smækker døren ikke helt i, selvom en patient bliver udskrevet fra den psykiatrisk afdeling. Det fører til færre genindlæggelser og nogle gange en kortere indlæggelsestid. Kenneth Lassen her er tidligere psykiatrisk patient i Randers, men har undgået en indlæggelse ved at være tilknyttet de ugentlige morgenmøder på afdelingen.

Flere penge og flere sengepladser.

Sådan har det i længere tid lydt fra både patientforeninger og læger, når det gjaldt behandlingen af psykiatriske patienter.

Men nu blander to overlæger fra Randers sig i debatten med en opsigtsvækkende melding: Vi har ikke brug for flere senge til psykiatriske patienter.

For i Regionspsykiatrien Randers har de stor succes med at få patienterne ud i hverdagen igen - dog med dét in mente, at hospitalsdøren aldrig lukker helt til. 

Helt modsat landets øvrige psykiatriske hospitaler melder afdeling C i Randers ikke om mangel på sengepladser.

På visit frem for indlagt

For 59-årige Kenneth Lassen, der har været psykiatrisk patient ad flere omgange siden han var 18 år, har de åbne døre på psykiatrisk afdeling i Randers gjort en stor forskel. 

Tidligere på året søgte han igen hjælp hos psykiatrien og her regnede han med, at han skulle indlægges.
- Jeg havde det simpelthen skidt. Jeg var så grådlabil at jeg græd hele tiden, husker Kenneth Lassen.

Men overlægerne ville hellere have, at han bare kom på besøg. 

Motion er også et vigtigt redskab for Regionspsykiatrien i Randers. 

Åbne møder

Afdeling C på den psykiatriske afdeling i Randers holder nemlig dørene åbne for udskrevne patienter, som blandt andet kan komme med på afdelingens morgenmøder. 

Et tilbud som Kenneth Lassen har taget imod med kyshånd. 

- De morgener, hvor jeg er kommet her hen over sommeren - det har været så godt. Jeg har ikke de der dårlige tanker mere, siger han.

Ifølge overlæge Kenneth Sloth mangler psykiatrien i Randers ikke sengepladser. 

Mangler ikke plads

Den succesfulde afdeling C har 22 sengepladser og mangler ifølge overlæge Kristian Sloth ikke plads. 

- Vi er i hvert fald ikke overbelagte her. I dag tager vi imod patienter fra Herning, Risskov og Horsens, hvor vi hjælper dem med at tage patienter ind, siger han. 

Afdelingen satser blandt andet på mere samtale og mere motion.

Men først og fremmest er det den åbne dør, som har stor betydning for tidligere patienter.

Karina Bundgaard er kommet til morgenmøde på psykiatrisk en gang om ugen, siden hun blev udskrevet og det har givet hende et fast holdepunkt. 

Trygt og stabilt

Karina Bundgaard blev udskrevet fra afdelingen i Randers for et halvt år siden, men er siden kommet til morgenmødet på afdelingen hver uge. 

- Det har skabt noget trygt og stabilt i mig, som gør at jeg godt tør gå ud på den anden side af glasdøren til dét, der er derude, fortæller hun.

Ved at lade patienter som Karina Bundgaard og Kenneth Lassen komme på afdelingen uden at de optager en seng, undgår psykiatrisk i Randers at mangle senge. 

- Så har vi flere hænder per seng og kan dermed give en mere intensiv behandling, så nogle patienter også kan komme hurtigere hjem igen, siger overlæge Kristian Sloth. 

03:15

VIDEO: Jakob Klærke er formand for psykiatri og socialudvalget i Region Midtjylland. Han anerkender psykiatrien i Randers arbejde, og vil forsøge at brede det ud andre steder i regionen.

Luk video