Psykiatrien får et løft på flere millioner kroner: - Det er godt, men ikke godt nok

Psykiatrien i Region Midtjylland får et løft på flere millioner kroner i regionsrådets nye budgetaftale. Alligevel er reaktionerne blandede. Det er godt, men ikke godt nok, lyder kritikken.

06:07

VIDEO: Region Midtjylland har afsat millioner til psykiatrien i den netop indgåede budgetaftale. Men det får blandede modtagelser.

Samtlige partier i Regionsrådet skrev tirsdag aften under på budgetaftalen for 2020.

I budgettet for 2020 får psykiatrien i Region Midtjylland lidt mere end 10 millioner kroner ekstra at rutte med. Regionen forestiller sig, at pengene for eksempel kan bruges til indsatser for de mest syge patienter, mennesker med selvskadende adfærd og til - kompetenceudvikling af personale.

Læs også Budgetaftale på plads: Aarhus Universitetshospital får den største bid af kagen

Derudover har regionen fundet cirka 25 millioner kroner til et nyt sengeafsnit, som skal opføres i Horsens eller Aarhus. Og så er det blevet besluttet at bruge én million på forskning.

Men det er langt fra nok, mener Knud Kristensen, der er formand for Landsforeningen SIND:

- Enhver krone hjælper, men det er slet ikke godt nok. Der er masser af behov for senge, for der er patienter, der ikke bliver indlagt, og der er patienter, der bliver udskrevet for tidligt. Der skal nok ti gange så meget til, så jeg havde heller ikke forventet, at de ville komme alle sammen i år, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Knud Kristensen, der er formand for Landsforeningen SIND, mener langt fra at de lidt over 10 millioner kroner ekstra, der er afsat til psykiatrien er nok.

Knud Kristensen håber, at der ved finanslovsforhandlingerne bliver øremærket flere penge til psykiatrien.

Formand for Psykiatri – og Socialudvalget i Region Midtjylland, Jacob Isøe Klerke, glæder sig over, at Regionsrådet har prioriteret ekstra penge til psykiatrien, men han mener også, at Folketinget skal på banen.

Vi har fra regionens side prioriteret ekstra midler til psykiatrien de sidste tre år, men vores budgetter er rigtig stramme, så hvis der for alvor skal ske noget, så har vi brug for, at Folketinget også kommer med.

Jacob Isøe Klerke, formand for Psykiatri – og Socialudvalget i Region Midtjylland

- Vi har fra regionens side prioriteret ekstra midler til psykiatrien de sidste tre år, men vores budgetter er rigtig stramme, så hvis der for alvor skal ske noget, så har vi brug for, at Folketinget også kommer med. Derfor er vi rigtig glade for, at man i Folketinget nu også har set, at det er nødvendigt med en langsigtet plan for psykiatrien, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

En god begyndelse

Mange brugere af psykiatrien og pårørende har hele dagen i dag deltaget i forskellige arrangementer i landsdelen i anledning af 'Sindet Dag’.

Blandt andet i Silkeborg, hvor der var planlagt en 10 kilometers cykeltur. Her deltog flere der også selv har været i nærkontakt med psykiatrien – og glæden for de ekstra penge var til at mærke.

01:39

VIDEO: Et af arrangementerne i forbindelse med 'Sindets Dag' var en cykeltur på 10 kilometer i Silkeborg. Hør, hvad nogle af deltagerne, der selv har været eller er brugere af psykiatrien, mener om de ekstra millioner.  

Luk video

- Det, synes jeg, er alletiders ide, hvis man kan få nogle flere sengepladser, hvor man kan ligge lidt længere, end bare at blive smidt ind på en akutafdeling i kort tid og så komme tilbage til den vante gang, uden at der sker noget, siger Jørgen Olesen, der er formand for IF Silkesind i Silkeborg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Hospital slipper for besparelser - men klare krav følger med

Torsdag aften var der inviteret til forelæsning i Kulturhuset i Randers i anledningen af ’Sindets Dag’. Og også her lød meldingen, at de lidt mere end 10 millioner kroner er en god begyndelse – men langt fra nok.

Det, synes jeg, er alletiders ide, hvis man kan få nogle flere sengepladser, hvor man kan ligge lidt længere, end bare at blive smidt ind på en akutafdeling i kort tid og så komme tilbage til den vante gang, uden at der sker noget.

Jørgen Olesen, formand for IF Silkesind i Silkeborg

Jacob Isøe Klærke (SF), der også var til stede ved aftenens arrangement, ser frem til at kunne fordele de ekstra millioner ud i psykiatrien.

- Vi tager det skridt for skridt. Der er mange problemer i psykiatrien, og vi kan ikke løse dem alle sammen fra det ene år til det andet. Vi ved, vi har nogle problemer med de sværest syge patienter, så i løbet af de næste måneder skal vi have pengene ud til dem, siger han.

Læs også Hvorfor druknede Jonatan?

Foruden de 10 millioner til psykiatrien får Aarhus Universitetshospital også tilført en stor pose penge. Her er der afsat 214 millioner kroner i budgettet. Derudover får Regionshospitalet Horsens tilført 6 millioner kroner de kommende år og 15 millioner kroner årligt fra år 2022.

Der er også penge på vej til Regionshospitalet Randers, som ligeledes får 6 millioner kroner nu og yderligere 27 millioner korner fra år 2020-2023.

28:16

VIDEO: Den 28. august blev den 25-årige Jonatan Heide Becker fundet druknet i strandkanten ved Helgenæs. Kort forinden var han blevet udskrevet fra Psykiatrisk Hospital i Risskov og overladt til sig selv, selv om han ikke var rask. Men Jonatans død var ikke en ulykke eller et selvmord. Det var først og fremmest et svigt. Se TV2 ØSTJYLLANDs dokumentar her.

Luk video