Psoriasis for en dag
Aarhusiansk par sætter fokus på hudsygdom
For mange er denne onsdag bare en hvilken som helt ugedag, men for et kærestepar i Aarhus handler dagen om meget mere.
I dag er det Verdens Psoriasis Dag, og den vil Benjamin Tang Petersen og Nanna Friis Hansen gøre en indsats for at markere.
Det kan være svært at forestille sig, hvordan den kroniske sygdom påvirker ens liv. Derfor skal Benjamin Tang Petersens kæreste, Nanna Friis Hansen, i dag sætte sig i hans sted og være psoriasis-patient for en dag.
Det kan lade sig gøre via nogle specielle psoriasis-klistermærker, som bliver klistret på kroppen og efterlader en ru flade, der minder om psoriasis:
- For at kunne støtte ham bedre, er det rart at prøve at gå rundt med det, siger Nanna Friis hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Jeg kan godt forstå, hvis man har følelsen af, at man gerne vil skjule det med et tørklæde, hvis man har det omme i nakken eller ved hårgrænsen.
Døjer med underarmene
Klistermærkerne bliver sat på hendes underarme og i nakken. Det er netop underarmene, som Benjamin Tang Petersen stadig døjer med.
Han har haft psoriasis siden, han var et par år gammel og har derfor måtte kæmpe med hudsygdommen i mange år.
- Den har haft stor indflydelse på min barndom og mine forældre, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Gennem sit liv har han været gennem tidskrævende behandlinger for at holde sygdommen nede.
TV 2 | ØSTJYLLAND mødte parret tidligt i morges, hvor de var i gang med klistre den midlertidige psoriasis på Nanna Friis Hansens krop.
Se, hvordan det så ud i videoen øverst på siden.