Provinsen forfordeles: - Det er rystende tal, mener teaterleder

Den danske scenekunst i hovedstaden modtager langt flere statskroner end andre regioner. Det er alt for højt, mener kronjysk teaterleder

Billede fra My Fair Lady på Aarhus Teater. Foto: Axel Schütt - Scanpix

Der er stor forskel på, hvor mange støttekroner fra staten den danske scenekunst modtager. Det er klart en fordel at være placeret i hovedstaden frem for for eksempel Østjylland.

- For mig at se er det rystende tal, siger Peter Westphael, teaterleder, Randers Egnsteater.

Læs også Teaterleder undrer sig over dækningen af Watermusic: Flere medier blev væk

69 procent af alle statsstøttekroner til den danske scenekunst bliver udbetalt i Region Hovedstaden. Det viser en analyse, som landsforeningen Danmark på Vippen har lavet. Til sammenligning modtager Region Midtjylland 15 procent.

- Vi har brug for kultur i hele landet, og vi har alle krav på, at vores skattepenge fordeles efter en vis grad af rimelighed. Og hvis vi skal holde flere dele af landet attraktive, skal der altså også være mulighed for, at teatre uden for storbyerne kan udvikle sig, siger Kim Ruberg, der er formand for Danmark på Vippen.

Fordeling af midler. Danmark på Vippen.

Den jyske solformørkelse

Peter Westphael vil ikke kun fremstilles som den jyske solformørkelse, der brokker sig hver gang, København bliver begunstiget og provinsen forfordelt. Men han mener, at forskellen er for stor.

- Jeg synes, det er forfærdeligt. Men det er fra de 40 procent og op til de 69, der er helt sort, siger Peter Westphael.

40 procent af støtten til scenerne i hovedstaden ville være mere passende, siger han.

Peter Westphael rettede forbindelse med Watermusic i Randers kritik af mange af de landsdækkende medier, der ikke kom til forestillingen sidste år.

- Vi skal have en nationalscene i København, som koster mere. Vi kan ikke bare kun fordele 20 procent til hovedstaden. Men på den anden side skal de også tage opgaven på sig og være hele Danmarks nationalscene, siger Peter Westphael.

Region fordeling af statskroner til scenekunst. Danmark på Vippen.

Det er man enig i hos Danmark på Vippen. Men forskellene er blevet for store. Tilsammen udgør udbetalinger til Det Kongelige Teater og Det Københavnske Teatersamarbejde tilsammen 50 procent af al støtten, hvor landsdelsscenerne i Aarhus, Odense og Aalborg tilsammen får 20 procent af støtten.

- Selvfølgelig skal vores hovedstad have stærke nationale scener, som skal have støtte til at lave store og omkostningstunge opsætninger. Men man må stille spørgsmålstegn ved, om det virkelig er til gavn for scenekunsten i hele Danmark, at så forholdsmæssigt stor en del af støtten går til hovedstaden, siger Kim Ruberg.

Læs også Teaterdirektør om radio-flytning: Spredning vil give et bedre Danmark

Hvordan gør vi det bedre?

Det er vigtigt, at man også uden for København synes, at scenekunst er fedt. Og ikke kun noget man oplever, når man tager til København, mener Peter Westphael.

- Så vi ikke mister medejerskabet til scenekunsten uden for hovedstaden. Så man ikke bare siger, at det er derovre i København, det sker. Men også at man synes, det er fedt her, siger Peter Westphael.

03:49

VIDEO: Peter Westphael undrede sig sidste år over, at en række landsdækkende medier - fra København - ikke dækkede den spektskulære Watermusic-forestilling. Interviewet er fra september 2017.

Luk video

Han har nogle bud på, hvad der kan gøre for at bryde op med, at hovedstaden får de fleste midler.

- Vi skal have set på en bredere fordeling af aktiviteter og midler. Vi skal forøge kendskabet til, hvad der sker rundt om i hele Danmark, siger Peter Westphael.

Læs også Teaterfestival siger farvel og tak til Syddjurs - med stor succes

Han efterlyser midler til at råd og nævn har mulighed for at tage ud og se scenekunst - især i provinsen.

- Det synes jeg, der mangler, siger Peter Westphael.

Danmark på Vippen anbefaler Kulturministeriet til at lave en gennemgang af den geografiske fordeling af støtte til alle områder inden for scenekunst.