Protester mod supermarked
1.000 har skrevet nej i underskriftsindsamling
1.000 borgere har skrevet under på, at de ikke vil have et nyt supermarked i Montanagade i Aarhus Midtby.
Et nyt, planlagt supermarked på 1000 kvardratmeter i Montanagade i Aarhus Centrum vækker naboernes vrede. 1000 borgere har skrevet under på, at de ønsker projektet afvist, da de mener, det er overflødigt, fordi der i forvejen er seks store supermarkeder indenfor 6-700 meter.
Udover det argument påpeger de protesterende også, at det vil medføre øget forurening i forbindelse med opførelsen, og at det vil ødelægge den historiske arkitektur i Montanagade.
I dialog med politikerne
Der er flere byggesager i Frederiksberg-området, der vækker bekymring hos borgerne, fordi man ganske enkelt mener, at de projekter, der er tiltænkt, ikke stemmer overens med de nuværende bygningers tid og arkitektur. De frygter, det vi ødelægge det arkitektoniske billede og stemning på Frederiksberg.
Faktisk er de så opsatte på at få det hele stoppet, at de har lavet en hjemmeside: www.stopprojektet.dk.
Det lader til, at politikerne har et åbent øje for protesterne i bydelen.
Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten er nu begyndt at lytte til de protester, som bliver indsendt.
I en fælles meddelelse fra d. 20. november 2012 til beboerne, der leder an i protesterne, åbner de op for, at der skal udarbejdes passende retningslinier for byggegodkendelser i de områder, som rummer sammenhængende bevaringsværdige bygningsmiljøer, skriver René Christoffersen, som er en af beboerne, i en pressemeddelelse.
Partierne slår fast, at den løbende byfornyelse skal ske med respekt for det eksisterende byggeri og for bydelens identitet. De vil derfor have en dialog med borgerne i centrum.