Protester mod spareplaner
Dagplejerne i Århus skal ikke lægges sammen med daginstitutionerne, mener næsten 2.000 århusianske forældre.
Vrede forældre afleverede i dag næsten 2.000 underskrifter til Århus' borgmester, Nicolai Wammen (S).
Forældrene er utilfredse med udsigten til, at byens dagplejere i fremtiden skal lægges ind under daginstitutionerne sådan som det fremgår af det sparekatalog, der blev fremlagt tidligere på måneden.
De knap 2.000 vrede forældre er blandt andet utilfredse med, at deres børn i fremtiden skal passes i en almindelig daginstitution, hvis deres dagplejer er syg.
- Vi afleverer børnene til den samme person, som vi henter dem hos om eftermiddagen. Det er en helt speciel og unik ordning, som daginstitutionerne ikke kan tilbyde, siger Katrine von Schimmelmann, der personligt afleverede underskrifterne til Nicolai Wammen (S).