Protester mod discount-butik
450 kommende naboer siger nej til ny Rema 1000 butik og tankstation på Hobrovej i Randers.
Med en lokal underskriftsindsamling og en række kritiske spørgsmål til byrådet forsøger en gruppe borgere i Helsted-området i Randers at blokere for planerne om byggeri af en Rema 1000 discount-butik, et tankanlæg, en grillbar og et solcenter på hjørnet af Hobrovej og Oust Møllevej.
450 underskrifter har gruppen samlet på en protest. Og i den åbne spørgetid inden dagens byrådsmøde vil de vrede borgere gerne have at vide, hvordan politikerne har tænkt sig at løse de problemer med trafikken, som de mener vil følge med butikken og tankstationen.
Borgerne har regnet ud, at den nye butik vil få mellem 700 og 1000 besøgende om dagen, hvoraf mange vil være i bil.
Sagen fra Helsted-området er den seneste i en række sager, hvor borgere i Østjylland protesterer mod udsigten til at få en discount-butik i lokalområdet.
Se mere i TV2 / ØSTJYLLAND kl. 19.30.