Protest mod privat ældrepleje

FOA raser over udlicitering af plejehjem

Fagforeningen FOA Århus er stærkt kritisk overfor, at Århus Kommune planlægger at udlicitere Plejeboligerne Bøgeskovhus og muligvis også lokalområdets hjemmepleje.

Århus Byråd behandler onsdag d. 27. juni et forslag, der handler om at udbyde plejeboligerne i et såkaldt offentlig-privat samarbejde.

FOA Århus formand Kirsten Normann Andersen mener, at det røde byrådsflertal er på vej til at svigte deres vælgere, skriver FOA Aarhus i en pressemeddelelse:

- Et massivt vælgerflertal i Århus stemte rødt, og det gjorde de næppe for at se en privat virksomhed tjene penge på byens ældre, siger Kirsten Normann Andersen.

Hun mener, at situationen er særlig alvorlig, fordi medarbejderne på Bøgeskovhus ikke selv får lov at byde på opgaven.

- Medarbejderne kender opgaverne bedst, og det er utroligt, hvis kommunen afviser, at medarbejderne kan give et kontrolbud på, hvordan opgaverne kan løses bedst og billigst, siger hun.

Kirsten Normann Andersen påpeger også, at flere undersøgelser fra blandt andre AKF, Anvendt Kommunal Forskning, viser, at resultaterne af udlicitering er tvivlsomme.