Protest efter nederlag
Randers HH er utilfreds med dommerens håndtering af kamp mod Skanderborg
Randers HH har her til aften besluttet at nedlægge protest efter aftenens afgørende knald eller fald-kamp mod Skanderborg Håndbold.
Det fortæller cheftræner Ole Bitsch til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Klubben er utilfreds med, at dommeren i kampens allersidste minut valgte at give en af Randers-spillerne en to minutters udvisning. Begrundelsen var, at holdet havde en spiller for meget på banen efter en time-out.
Se også: Skanderborg bliver i ligaen
Cheftræner Ole Bitsch mener, at det må være dommerens opgave at sikre, at det rigtige antal spillere er på plads, inden kampen fløjtes i gang:
- Der var 40 sekunder tilbage af kampen. Vi var foran med ét mål og kunne komme op og score et mere, så det skete på et meget afgørende tidspunkt, siger cheftræner Ole Bitsch
Cheftræneren erkender samtidig, at han selv har en del af ansvaret for forvirringen:
- Det er selvfølgelig fuldstændig utilgiveligt, at jeg ikke fik sagt til mine spillere, hvem af dem, der skulle på banen.
Randers HH har nu 24 timer til at indsende deres protest til Dansk Håndbold Forbund, som derefter skal tage stilling til, om der skal ske ændringer på baggrund af protesten.
- Jeg er ikke fuldstændig bekendt med, hvordan det står beskrevet i reglerne, men hvis reglerne er, som jeg husker dem, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle få en tredje kamp, siger cheftræner Ole Bitsch.
Kampen endte 29-29 mellem Randers og Skanderborg, hvilket betød, at det var Skanderborg Håndbold der kunne sikre sig en sæson i den bedste håndboldliga. Det sker, fordi holdet samlet set havde den bedste målscore fordelt på to op- og nedrykningskampe.