Projekt mod mobning hædres
DUF præmierer Red Barnet Ungdom i Randers
Red barnet Ungdom i Randers hædres med Dansk Ungdoms Fællesråds Foreningspris 2014 og en check på 10.000 kroner for sit arbejde med mobning og for sine aktivitetsdag for Randers' asylbørn.
- Med udgangspunkt i et brændende engagement, en innovativ tankegang og et mod på udfordringer har foreningen vist, hvordan unge frivillige kan deltage aktivt i foreningslivet og være med til at gøre en forskel, siger Signe Bo, der er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd, i en pressemeddelelse.
Red Barnet Ungdom i Randers har blandt andet skabt anti-mobbeprojektet MobSQuad, som henvender sig til skoleelever i 4.-6. klasse.
Flere hundrede børn har allerede fået besøg af MobSQUAD, og der er booket yderligere 18 skolebesøg, der skal give børnene en bedre forståelse for, hvilke konsekvenser det har, når man mobber.
Derudover har Red Barnet ungdom i Randers startet et nyt projekt op, som går ud på at give byens asylbørn nogle gode oplevelser og udflugter.
- Det rører én dybt at møde asylbørnene. De er meget glade, når vi kommer, men de har brug for tryghed og tillid. Derfor er det så vigtigt, at vi har nogle faste frivillige, der kommer, så vi ikke svigter. Men vi har en rigtig dygtig projektleder, så det skal nok gå, og med DUFs Foreningspris 2014, som vi er usigeligt glade for, får vi fornyet energi, siger Stine Alkert, der er formand for Red Barnet Ungdoms lokalforening i Randers.
Det er sjette gang, at Dansk Ungdoms Fællesråd uddeler Foreningsprisen.