Profil stopper karrieren

Bagspilleren Toke Holst siger farvel

Bagspilleren Toke Holst fra Århus Håndbold har snøret håndboldskoene for sidste gang.

Den 31-årige aarhusianske profil har valgt at indstille sin karriere.

- Efter svære overvejelser har jeg besluttet at stoppe min håndboldkarriere med udløbet af denne sæson. Jeg har haft mange mindeværdige oplevelser i mit liv i håndboldens verden og har mødt mange gode mennesker, siger Toke Holst i en pressemeddelelse fra Århus Håndbold.

- Jeg blev i fredags færdig som læge og kan se frem til kommende travle år i mit nye job. Derudover ser jeg meget frem til at få mere tid med min familie, når dagene ikke fyldes af håndbold. Der har været en del skader i min karriere, og efter min akillesseneskade i foråret 2012 har der været så store gener, at jeg ikke har kunnet træne nok til at holde et stabilt niveau. 

Toke har været fantastisk

Århus Håndbolds direktør Henrik Lundorff ærgrer sig på det sportslige plan over Toke Holsts beslutning, men har fuld forståelse og stor respekt for denne.

- Toke har været fantastisk, både på og uden for banen. Der er tale om en af kulturbærerne i Århus Håndbold, og det er klart, at han bliver savnet. Set i lyset af hans skadessituation er der tale om et logisk valg, og vi ønsker ham alt held og lykke med den nye karriere som læge, siger Henrik Lundorff.